Kontingent 2024

Nu har vi fra bestyrelsen gjort vores bedste for at I alle kan få en god fiskesæson ved Simested å.
Vi har nemlig betalt leje til lodsejerne.
Det koster jo en del, og vi har et problem med at alle medlemmer ikke har betalt kontingent endnu.
Derfor er der ikke højvande i kassen lige nu.
Vi vil derfor opfordre til, at de der mangler, får betalt, så vi ikke får alt for meget vrøvl med kassereren.
Kassereren mangler også stadig en del e-mailadresser.
Portoén er jo blevet urimeligt dyr.

Knæk og Bræk
Bestyrelsen AaLF

Tilstanden i Hjarbæk Fjord

Det Grønne Råds temaaften 2024: Naturgenopretning af Hjarbæk Fjord.

Hjarbæk Fjord har det skidt på grund af tilførslen af næringsstoffer, især kvælstof, fra oplandet. Sammen med den indre del af Limfjorden er Hjarbæk Fjord derfor udvalgt som et laboratorium for nye løsninger og inddragelse af lokal viden.
Et kystvandråd bestående af 19 organisationer og en ekspertgruppe har analyseret mulighederne for at reducere udledningerne af næringsstoffer. De 19 organisationer repræsenterer lokale erhvervsinteresser samt natur- og rekreative interesser ved Limfjorden.
I december 2023 afleverede kystvandrådet sine anbefalinger. Fuldt udmøntet vil anbefalingerne medføre en betydelig reduktion i udledningerne af næringsstoffer og dermed en genopretning af vandmiljøet i fjorden. Samtidig betyder den foreslåede store indsats med udtagning af landbrugsjord, vådområder og andre indsatser på lavbundsjord, at dyrkning i ådalene reelt skal opgives
Det Grønne Råd i Viborg Kommune inviterer nu til temaaften, hvor du kan høre eksperter og medlemmer af kystvandrådet fortælle og debattere om projektet og det fremtidige arbejde med naturgenopretningen i fjorden.

Torsdag d. 14. marts 2024 kl. 18.30-21.00 på Viborg Gymnasium, Skaldehøjvej 12, 8800 Viborg (Auditoriet)

Tilmelding nødvendig, kan gøres her

 

Sæsonstart 2024

Nogen og tyve morgenfriske personer havde valgt at give fremmøde denne første forårsdag i 2024.
Ikke fordi at en frisk søndenvind var tilstede eller at solen kiggede lidt frem men selvfølgelig fordi det er d. 1.marts og fiskesæsonen 2024 er en realitet.
Nørager Bageri stod for rundstykkerne der blev nydt til kaffen, og der gik ikke længe inden lokalet var fyldt af en vældig summen om hvad den kommende sæson mon bringer.
2023 var jo en ganske fin sæson hvis man kigger på antal af fangster, håbet er at 2024 kan levere noget i størrelsen.
Efter kaffen gik flaget til tops og enkelte mente de skulle en tur ud med stangen.

Ålestrup Lystfiskerforening ønsker Knæk og Bræk med sæsonen 2024.

Drømmen om den Arktiske Ørred

Klubaften torsdag d. 25/1 kl 19.00.
Peter Grapenthin kommer og fortæller om sin drømmetur til nordvest Grønland og jagten på den arktiske ørred.
Længe havde drømmen været der og et heldigt fund blev startskuddet.

Der serveres kaffe og brød til en flad tyvér.
Øl og vand kan købes.
Vel mødt til en hyggelig aften med fiskesnak.

Optælling af gydebanker

Foreningens utrættelige gydebanke optællere har været på togt opstrøms Abildvad, nærmere bestemt strækningen Volstrup til Abildvad bro. I det kølige vejr, med en lav, men brunlig å blev ialt 209 gydebanker optalt. Det er et flot resultat sammenlignet med sidste år, hvor 172 banker blev talt på samme strækning.
Vi slog et besøg omkring Torsdal bæk, hvor der blev talt 10 banker ved Abildvad dambrug og ca 15 ved Hvalpsundvej.
Alt i alt et solidt aftryk af havørredbestanden i den øvre del af åen.

Glædelig Jul

Foreningen ønsker hermed en rigtig glædelig jul samt et godt og oplevelsesrigt nytår til
vore medlemmer og jeres familier, til lodsejere, sponsorer, samarbejdspartnere og de frivillige hænder.
Der skal lyde en stor tak for opbakning og hyggeligt samvær i den forgangne sæson, og et “på gensyn” til den kommende sæson. 
Foreningens store juleønske er at den kommende sæson må byde på mange nye som kendte ansigter til vores aktiviteter.
Indkomne forslag til aktiviteter vil være meget velkomne.
✨🎄🎁🛷✨
Aalestrup Lystfiskerforening